JAGTEN PÅ CARLSENS SKIB
Euroman, dec. 2002

I tretten døgn kæmpede han for at redde sit skæve skib. Mens hele verden fulgte dramaet på havet. Et halvt århundrede efter fandt en dansk dykkerekspedition kaptajn Carlsens skib. Som de første genbesøgte de myten Flying Enterprise. På bunden af Atlanterhavet.

Af Thomas Prakash
På dækket er stemningen hektisk. Leigh Bishop, den lokale dykkerlegende, kaster op over rælingen. Som om intet var hændt, fortsætter han med at klargøre sit udstyr.

"Jeg skal ofte af med et lille bløp, inden det går løs," siger han og smiler.

Lige nu er der ikke tid til søsyge. Det trange fordæk myldrer med dykkere, der bakser med tunge flasker, spytter i deres masker og puster i deres mundstykker en sidste gang. Imens forsøger filmholdet at få det hele med, og samtidigt være så lidt i vejen som muligt.

Det er nu eller aldrig. Efter flere timers sejlads, hvor vores ekspeditionsskib har hugget sig ved gennem bølgerne og blæsten, er vi endelig nået frem til vores mål. Vi befinder os nu på den position, hvor det berømte skib Flying Enterprise sidst blev set, inden det forsvandt under Atlanterhavets bølger for 50 år siden.

Vores kaptajn Steve har på ekkoloddet lokaliseret en "bule" på havbunden. Han har slukket for dieselmotoren, og vores dykkerskib, Loyal Watcher, ligger nu og ruller kraftigt i søerne. Vi har kun et lille "vindue" på en time til at foretage dykket i. Tidevandet er ved at vende. Hvis det skal være, skal det være nu 

Dykkerlederen giver ordren, og dykkerne plumper i. Et øjeblik ser vi deres flasker, og hører hvæset fra deres regulatorer. Så forsvinder de under overfladen. De er på vej 84 meter ned.

Tilbage på skibet er der nu stille. Skibets motor er slukket. Vi hører kun vinden og de tre meter høje bølger, der vugger os. Som en prop midt i det store Atlanterhav. Det eneste vi kan gøre nu er at vente.

Mediehelt og sømand

Vi er taget ud for at udforske en 50 år gammel myte. Under entusiastisk ledelse af filminstruktøren og dykker Lasse Spang Olsen er vi i gang med at lave en film til DR om Kaptajn Carlsen og hans skib Flying Enterprise. Vi har været vidt omkring. Gravet i diverse arkiver. Besøgt Carlsens familie i USA. Talt med gamle besætningsmedlemmer. Vi er gået på opdagelse i fortiden, og jagtet svaret det spørgsmål, der stadig spøger omkring historien om Flying Enterprise: Hvorfor valgte Carlsen at blive ombord? Var der noget i lasten, som offentligheden ikke kendte til? Vi har søgt brikkerne til at forstå manden, der blev en af sin tids største mediehelte. 

Og nu sidder vi så her på et dykkerskib i Atlanten og venter. Vores mission er at finde vraget, dokumentere det og måske finde nye spor, der kan afdække sandheden om Flying Enterprise og dets last. Vi ved ikke hvad der sker under overfladen. Vi ved kun, at det er et kompliceret og farligt dyk, der venter holdet.

For halvtreds år siden, sad den danske kaptajn Carlsen på sit skib på omtrent samme stormomsuste plet i Atlanterhavet. Det var vinter. Tre dage før juleaften havde hans skib, Flying Enterprise, et amerikansk indregistreret handelsselskab, forladt Hamborg læsset med blandt andet råjern og kaffe. Ombord var en 41 mands besætning og ti passager. Skibets kaptajn Henrik Kurt Carlsen var på det tidspunkt 37 år gammel. 

Allerede som dreng hjemme i Helsingør drømte han om at blive sømand . Som 14-årig tog han hyre som skibsdreng på en skonnert. Som 30-årig var han kaptajn, og med sin styrmandseksamen i baglommen og sin forlovede Agnes ved sin side rejste han kort før 2. verdenskrig til USA. Da krigen brød ud, blev Carlsen kaptajn i allieret tjeneste og sejlede som konvojleder på de farlige Nordatlantiske ruter, der via Island bragte varer og våben til det belejrede Storbritannien. Flere gange oplevede han at skibe i hans konvoj blev sænket af tyske ubåde. På grund af faren for selv at blive torpederet havde alle skibe fået forbud mod at standse og samle overlevende sømænd op. Noget der senere i livet plagede Carlsen

En stormfuld julenat

Efter krigen blev Carlsen ansat i rederiet Isbrandtsen Line, der var grundlagt af en anden immigreret dansker, den karismatiske Hans Isbrandtsen. Isbrandtsen var en hård mand, der forlangte meget af sine folk, men den pligtopfyldende Carlsen levede op til kravene, og fik kommandoen over Flying Enterprise 

Det var julenat 1951, da Henrik Kurt Carlsen og Flying Enterprise blev ramt af stormen En slagside slog først en sprække i dækket foran styrehuset. Senere fik bølgernes gentagne hamren lasten af råjern til at forskubbe sig, og skibet begyndte at hælde faretruende til den ene side.

Carlsen forsøgte at fortsætte, men den kraftige hældning fik maskinerne og roret til at sætte ud. Uden fremdrift og styring var skibet hjælpeløst, og den 28. december udsendte Flying Enterprise det første SOS. I god ro og orden samlede kaptajn Carlsen passager og mandskab i salonen og forklarede dem situationen. I mellemtiden hastede flere af skibene, der befandt i området, mod det nødstedte Enterprise.

Næste morgen var der fem skibe i området. Carlsen gav alle ordre til at forlade skibet. Men de skrækslagne passagerer måtte nærmest skubbes i vandet af besætningsmedlemmerne. To og to sprang de i vandet. Alle blev samlet op i redningsbådene, men en enkelt ældre herre blandt passagerne døde af hjerteslag som følge af den megen drama og stress.

Den eneste tilbage ombord på Flying Enterprise, var kaptajnen selv. Han havde valgt at blive 

Nyheden om Flying Enterprise nåede hurtigt ud til avisredaktioner og radiostationer verden over. Historien om kaptajnen, der blev på sin post, fangede hele verden. Den truende krig i Korea røg af forsiden til gengæld for Bliv-hvor-du-er Carlsen og hans ”skæve skib”. Pludseligt gættede alle på hvorfor Carlsen havde valgt at blive ombord. Atombomber i lasten? En skat af nazi-guld?

”Captain Carlsen, I pressume..”

Imens ventede Carlsen på hjælp. Den engelske slæbebåd ”Turmoil” var bestilt af rederiet og på vej til undsætning, men der gik hele tre dage før den endeligt nåede frem.

Man arbejdede på at få en trosse ombord og slæbe Enterprise til den nærmeste havneby. Men det var næsten umuligt at få trossen over til Carlsen, der på det skæve dæk kun havde én hånd til at arbejde med, da han konstant måtte klamre sig til rælingen med den anden. 

På et tidspunkt, da slæbebådens unge gast Kenneth Dancy stod på agterdækket, så han pludseligt en mulighed. I de høje bølger kom de to skibe et kort øjeblik faretruende nær hinanden. Uden at tænke for meget over det trådte den 27-årige gast over rælingen og over på Flying Enterprise.

”Min første tanke var: Åh nej, hvordan kommer jeg tilbage igen. Men da var det allerede for sent. Skibene var igen begyndt at drive fra allerede hinanden igen,” klukkede den nu  89-årige Kenneth Dancy, da vi interviewede ham i hans hjem i Holland. 

Han huskede, at Carlsen et kort øjeblik så overrasket ud over det uventede besøg. Men så genvandt han fatningen. Han rakte hånden frem, og sagde kort: ”Velkommen ombord på Flying Enterprise”.

”Jeg havde i skyndingen glemt min redningsvest, og Carlsen ville give mig hans, men det kunne jeg ikke tage imod,” fortalte Dancy. 

Sideløbende var historien om Enterprise vokset. Verdenspressen strømmede til havnebyen Falmouth. Det engelske luftfartsvæsen var nødsaget til at etablere et flyvemønster i luftrummet over de havarerede skib, pga. alle de mange fly omkring skibet.

Imens gik livet sin skæve gang ombord på Enterprise. Skibet hældte efterhånden over 45 grader, og der var ikke længere hverken strøm eller varme ombord. Carlsen og Dancy havde indrettet sig i radiokahytten, hvor de sov på gulv og vægge. De drak the og øl, og spiste en gammel julekage, som de havde fundet ombord. De talte mest om situationen og de praktiske ting ombord. I stearinlysets skær læste den danske kaptajn i bogen ”Sømanden og Loven”.

Carlsen var ivrig radioamatør og havde medbragt sin hjemmebyggede kortbølgeradio, der gik på batterier. Takket være den og en antenne lavet af et gammelt kosteskaft, var jævnligt i radiokontakt med de omkringliggende skibe.

Sprang i havet fra skorstenen

Dagen efter Dancys ankomst lykkedes det at få trossen fastgjort. Efterhånden som de blev slæbt mod Falmouth, lysnede vejret og situationen. Fra den amerikanske destroyer ”Willard Keith” sendte man en beholder med dåsemad, cigaretter og aviser over.

Men så faldt barometeret igen. Det blæste op, og slæbearbejdet gik næsten i stå. Den ottende januar i de tidlige morgentimer, mens Carlsen og Dancy endnu sov, sprang slæbetrossen. 

Hele næste dag kæmpede de som to våde mus for at få en ny trosse fastgjort. Vindstødene nåede op på hastigheden på 90 kilometer i timen. En bølge var lige ved at skylle Carlsen overbord, men det lykkedes ham at holde fast. Om aftenen trak de sig skuffede tilbage til kahytten.

Hen på eftermiddagen den følgende dag måtte Carlsen se alvoren i øjnene. Den sidste redningsbåd, var netop blevet slået til pindebrænde af bølgerne. Det var for dårligt vejr til, at de kunne flyves væk med helikopter. Skibet lå nu næsten vandret i havoverfladen. Bølgerne var op til otte meter høje. Skorstenen lagde sig vandret og begyndte at tage vand ind. Tiden var ved at løbe ud.

Klokken tyve minutter over tre spadserede Carlsen og Dancy sammen ud ad skorstenen. Herfra kunne de bedst undgå at blive suget med ned, hvis skibet pludseligt sank. Én af gangen hoppede de i det kolde januarhav. Først Dancy. Derefter Carlsen. Ni minutter og en kold svømmetur senere blev de samlet op af ”Turmoil”, og fra dækket af slæbebåden så Kaptajn Carlsen sit skib synke.

På de sort-hvide billeder i DRs arkiv, har vi set skibet gå ned. Et kort øjeblik rejser stævnen sig, før navnet ”SS Flying Enterprise” forsvinder i bølgerne akkompagneret af blæsten og de tudende horn fra de omkringliggende skibe. Nu, halvtreds år senere, sidder vi og venter på, at dykkerne kommer op igen med de første billeder at Flying Enterprise, siden skibet sank.

Sørøver og Drengedrøm

Idéen med at finde og dykke på vraget af Flying Enterprise, blev fostret af lederen af vores dykkerekspedition, Thomas De Richeliu, fra No Limits Diving.

”Den første gang, jeg hørte om Flying Enterprise, var da jeg som knægt fik fortalt historien af min mormor. For en lille dreng, der netop var blevet bidt af snorkeldykning og med spænding så frem til ugens Jacques Costeau-program, var det fascinerende med denne danske kaptajn, hvis skib var ved at synke under fødderne på han,” siger han. 

Da han mange år senere hørte, at en af hans engelske dykkervenner, havde fundet et vrag, der udfra positionen og størrelsen muligvis kunne være Flying Enterprise, opstod idéen om at udforske vraget i 50-året for forliset.

Han henvendte sig til Lasse Spang Olsen, der selv er dykker og som har lavet undervandsoptagelser på flere af sine egne og andres film. Han kendte vagt historien, men forvekslede som så mange andre Carlsen med ”Styrmand Carlsen” og noget med nogle flammer. Men den virkelige historie var som taget ud af en drengebog.

”Der er noget elementært spændende ved at dykke på et vrag, som ingen har dykket på før. Det er noget sørøver og drengedrøm over det. Når et skib går ned, er det som om tiden standses og lyset slukkes. Første gang du dykker på vraget, er det som om, du igen tænder for lyset. Du svømmer lige ind i fortiden, på det tidspunkt, hvor skibet sank,” siger han.

Men undervejs voksede historien. Rygterne om, at Enterprise havde medbragt en hemmelig skat, lod sig ikke uden videre aflive. Historien gik på, at Flying Enterprise udover den angivne last, skulle bære på verdensbeholdningen af et sjældent metal, som amerikanerne skulle bruge i reaktorerne på prototyperne af de første atomubåde. Ud af arkiverne dukkede flere og flere spor, der pegede på, at hele historien om skibet endnu ikke var fortalt.

”Efterhånden som vi stødte på flere og flere brikker, var vi nødt til at forsøge at samle puslespillet,” siger Lasse Spang Olsen. 

Via internettet lykkedes det at opspore Carlsens familie i USA. Enken, Agnes Carlsen i dag 90 år gammel, var stadig i live og de to døtre, Karen og Sonia, kunne også bidrage til at tegne et billede af manden, Henrik Kurt Carlsen.

”Min far kunne ikke forstå, at hele Flying Enterprise-sagaen blev så stor en historie, som den gjorde,” fortalte den yngste søster Sonia Carlsen Fedak,.

”Han blev på sin post, fordi det var det rette at gøre. Det var den slags menneske han var. Han troede på, at gøre sin pligt,” sagde hun. Da dramaet var på sit højeste, og var Sonia ni år og Karen fem år gammel, De oplevede, hvordan deres hjem i New Jersey blev belejret af reportere.

Et farligt dyk

For filmholdet er det en udfordring at filme på 84 meters dybde. Alt hvad du normalt skal bruge på en filmoptagelse – strøm, lys, location, tid – er et problem. Hver eneste ting du tilføjer dykkernes udrustnig, komplicerer dykket og øger risikoen for at noget går galt. Desuden har dykkerne forholdsvis kort bundtid, til at filme og dokumentere et vrag, der er 120 meter langt. Derfor har vi medbragt en  undervandsrobot, en såkaldt ROV (Remotely Operated Vehicle). Med et kamera i snuden, skal den gennemfilme hele skroget. Udfra billederne, der sendes direkte til en monitor på skibet, kan dykkerne derefter planlægge præcis, hvor de vil gå ned og forsætte deres undersøgelser.

Dykkere på ekspeditionen er alle ganske rutinerede. Der er tale om et såkaldt teknisk dyk, som stiller særlige krav til både dykker og udstyr. Normalt dykker almindelige flaskedykkere aldrig dybere end 40 meter. Vil man længere end, er det på helt andre vilkår, idet man ikke længere kan dykke på almindelig luft, da ilt under større dybder bliver giftig.

Dykkerne på Flying Enterprise-ekspeditionen var således nødt til at benytte hele tre forskellige luftblandinger. I de tyve minutter, de var på bunden indåndede de en blanding at ilt, kvælstof og helium. På deres opstigning, som tager en time, indånder dykkerne to forskellige blandinger af ilt og kvælstof. 

”Det er et kompliceret og farligt dyk. Hvis noget går galt på de dybder, så dør du bare,” siger Thomas de Richelieu.

Der er ikke tale om tomme ord. Han har selv mistet to venner under dykning. Den ene omkom på Bornholm under et dyk, hvor Thomas selv var med. Den anden dykker havde selv uddannet Thomas og døde i Norge, mens han trænede til at sætte ny dybderekord.

”Man begynder at overveje, om det er det værd. Efterhånden er jeg blevet mere påpasselig. Før var jeg villig til at acceptere en større risiko. Nu skal jeg op i live, hver gang,” siger han.

Derfor har Thomas valgt ikke at dykke med på det første dyk. En kraftigt hovedpine har plaget ham hele morgenen, og gør at han ikke føler sig i forsvarlig form til at dykke. Han står i stedet i stævnen og spejder udover Atlanterhavet. Hans faste makker Christian Sloth er gået ned sammen med resten af holdet. På dækket af Loyal Watcher venter filmholdet på nyt fra bunden. Uret fortæller os, at tiden er ved at være gået. Hvert øjeblik nu burde vi kunne se en  dykkermaske eller en vinkende arm bryde havoverfladen. Men indtil videre er havet tomt.

Verdenspressen ventede

Kort efter at Flying Enterprise var sunket satte ”Turmoil” kurs mod Englands kyst. Carlsen udtalte senere, at det at se sit skib gå ned var det mest skuffende øjeblik i sit liv. Men da han og Dancy kom i land ventede der dem en modtagelse, som var et EM-hold værdigt. Verdenspressen var klar med kameraer og en endeløs række af spørgsmål. Der var taler og jubel i gaderne. Kong Frederik sendte lykønskningstelegram og gav senere Carlsen ridderkorset. Da Carlsen kom til USA, fik han i New York den mest ærefulde modtagelse, som storbyen kan tilbyde, en såkaldt ticker tape-parade, hvor Carlsen i åben bil kørte gennem New Yorks gader og blev hyldet i en regn af konfetti. 

Henrik Kurt Carlsen fik utallige tilbud og muligheder for at omveksle berømmelsen til penge. Hollywood ville købe historien, og lave den til en film med Kirk Douglas i hovedrollen. Tuborg ville lave en Carlsen-øl. Carlsens to døtre blev tilbudt gratis uddannelser på dyre privatskoler. Familien kunne få alt fra biler til vaskemaskiner, hvis de bare ville stille op til et billede med produktet. Carlsen afviste dem alle.

”Jeg ønsker ikke, at en kaptajns ærlige forsøg på at redde sig skib, skal kommercialiseres,” som han kort efter forliset udtrykte det ved en banket i Den Danske Klub i London.

Han var en modvillig helt, der midt i jublen prøvede at fastholde at han kun havde gjort sin pligt. Til spørgsmålet om, hvorfor han var blevet ombord svarede han blot:

”Jeg tror ikke, at det overhovedet strejfede mine tanker at forlade skibet. Jeg troede, Flying Enterprise kunne holde længe, og jeg følte, at det var kaptajnens pligt at blive for at hjælpe med at få trossen om bord og repræsentere ejerne, til hun kom i havn." 

Kort tid efter forliset fik Carlsen kommandoen over et nyt skib, ”Flying Enterprise 2”. Han blev på havet det meste af sit liv. Da han blev for gammel til at være kaptajn, sejlede han som pensionist med turister i den lokale yachtklub i New Jersey.

Han undslap aldrig historien om Flying Enterprise, men han lærte at håndtere og acceptere berømmelsen. Da han døde i 1989, spredte hans familie asken over havet, hvor Enterprise sank.

På nogenlunde det sted, hvor vi nu sidder og venter på at dykkerne skal komme op. Alle på dækket skæver til urene. Så pludseligt skyder en rød bøje op et sted bag bølgerne. Kort efter ser vi en dykker. Med armen over hovedet signalerer han: ”OK!”

Så popper flere dykkere op til overfladen. Fire, fem, seks dykkere ligger der nu i de meterhøje bølger. De er der alle. Langsomt begynder de at svømme hen mod skibet.

Hvad dykkerne bragte med op og resten af historien om Flying Enterprise, vil du kunne se i

dokumentarfilmen ”Det skæve skib”, der vises til december på DR1.