Daddy UnCool
Vores Børn

Af Thomas Prakash

Det var, da jeg stod nede i vuggestuen og var ved at aflevere vores søn, at jeg pludselig hørte en indre stemme. 

”Hvad fanden skete der?,” sagde den.

Jeg netop optaget af at fortælle en af pædagogerne, at vi desværre havde glemt drengens nusseklud i dag, da stemmen uhøfligt brød ind med sit spørgsmål:

”Hvad fanden skete der?”

”Øhh, hvad mener du?”, spurgte jeg forvirret.

”Med dig?! Du plejede at være sådan en cool fyr”

”Hvad mener du? Jeg er da stadig cool,”

”Jaså? Hvad er i øvrigt det, du har på fødderne?”

”Det er blå plasticfutter, som jeg har trukket over mine udesko. Pædagogerne bryder sig ikke om at forældrene slæber jord og skidt ind i institutionen”

”Aha,” svarede stemmen opgivende: ”I rest my case” 

Det var ”min indre drengerøv”, der talte. I må undskylde, hvis han lyder en anelse bitter. Han er blot en lille smule skuffet. Han havde forestillet sig, at han skulle vokse op og blive til en krydsning mellem Bond, Hemingway eller Bogart.

Måske en berygtet krigsreporter. Eller en detektiv. Med en lejlighed i Rom, en elskerinde i Paris og en ærkefjende i Kairo. Måske ville han have et mindre alkoholproblem. Men han ville i hvertfald ikke have børn. Adr. 

Nu sidder han så der, den lille bumsede pubertetsknægt. Gemt godt af vejen et sted dybt inde i en far, der har bleer at skifte og tallerkner at vaske op. Og han har stadig ikke rigtigt opfattet, hvad der er sket. Som en ven, der aldrig har tilgivet én, at man holdt op med at interesse sig for knallerter.

”Hey mand, vi havde det da sjovt,” siger han:

”Kan du huske? Vi gik i byen, vi var hippe og fyrede for den viiildt af. Nu består dit kulturelle input af ”Rasmus Klump hjælper postbudet,” vrisser han. 

Og man trækker lidt på skulderen. For han har jo ret. Jeg og kæresten er flyttet til forstæderne. Vi har fået orden i vores forsikringer og jeg er begyndt at brokke mig over, at jeg ikke forstår de unge og deres larmende musik. Sådan noget som Eran DD for eksempel… 

Så min indre teenager er skuffet. Men han kan ikke gøre for det. Det er James Bonds skyld. Og Lucky Lukes, Spidermans, Philip Marlows og TinTins. Af alle vores barndomshelte var der INGEN, der havde børn. Allerhøjst en trofast hjælper. Eller en hund. Men ellers red de altid alene ud i solnedgangen 

Her vil de fleste kvinder nok påpege, at ”Bond og Lucky Luke er én-dimensionelle fiktionsfigurer, som det er umodent at basere sine drømme på.” Det er sagen fuldkommen uvedkommende! 

Vi mænd ser på James Bond, på samme måde som vi betragter fodboldlandsholdet. Uanset hvor meget alderen trykker og ølmaven tyngder os, tænker vi: ”Hmm, det ku´ faktisk godt være mig..”

Ligegyldigt hvor dybt vi er synket i hjørnesofaen, så tror vi på, at vi - når det kommer til stykket (og når vi holder maven inde længe nok) - er en hjemmelavet, vaskeægte superhelt. En dansk James Bond i tøfler og med vigende hårgrænse, men ikke destomindre James.. Fucking.. Bond. 

Og hvor cool havde Agent 007 været, hvis han havde præsenteret således:

"Mit navn er Bond. James Bond. ...og det her er så vores yngste: Magnus Bond på toethalvt."

Så vi vokser op med en opfattelse, at det er virkelig usejt at have børn. Og er der noget, vi mænd gerne vil være (især når vi er drenge) så er det seje. Sådan rigtig cooool. 

Så mens vi går og pønser på at frelse verden, går livet sin gang. Vi får uddannelser og job.

Vi finder ud af, at krigsreportere risikerer at blivet slået ihjel og at detektiver i virkeligheden er overvægtige, ensomme mænd, der sidder i timevis og venter i en Toyota. Pludseligt virker det lidt ubehageligt og rimeligt upraktisk at have ærkefjender - især hvis de bor i Kairo. 

Og en dag står vi så pludselig på en fødeafdelig, og ser den vi elsker i usigelig smerte, og der er skrig og blod og angst og liv. Og vi tænker ”Holy shit”.

Og det begynder at dæmre for os, at det måske ikke handler så meget om at være cool, høre de rigtige plader og have de rette gummisko.

”Jaja okay, jeg ved det godt,” siger den indre drengerøv nu og betragter genert sine gummisko. Han er slet ikke vrissen længere.

Så jeg lover, at jeg nok skal komme forbi i næste weekend. Bare ham og jeg og en klirrepose med bajere. Ligesom i gamle dage.

”Lover du det?,” siger han og smiler forsigtigt.

”Ama´r halshug. Bond og Bogart kommer også,” siger jeg.

”Yeah! Cool,” siger han og hopper glad op på sin udborede knallert. Og kører alene ud i solnedgangen.

Mens jeg står tilbage. I mine blå plasticfutter.