SNAPS OG SOVEPOSER

Af Thomas Prakash
Gadefolket er de seneste år blevet et mere og mere tydeligt symbol på, at velfærdssamfundet ikke slår til. Men behøver man virkeligt leve på gaden i dagens Danmark? LO-Magasinet var for en enkel aften turist i vores dårlige samvittighed.

Tommy har drukket al snapsen. Han har opgivet at vente på kæresten, Linda, der vist nok er røget med på stationen, og nu har han altså drukket snapsen. En flaske Rød Aalborg. 

Han sidder ved Nørreport Station og har fået gang i en god sommerbrandert. Hans ansigt med det røde fuldskæg stråler som en lille aftensol. Han smiler for sig selv, mens dagens sidste solstråler langsomt er ved at forlade byen. 

Det shoppende eller arbejdende folk er også på vej hjem efter en af året første solskinsdage på vej ud af byen. 

Blomsterhandlerne har travlt med at sælge ud af tulipanerne, før de sidste af strøggæsterne har fundet ned til stationen, ind i toget og hjem til forstæderne. 

Snart vil de hjemløse være siet fra menneskemylderet. 

Med på stationen
- Vi havde lige købt snaps, og alt muligt. Og så kommer vi forbi "Friluftsland". Der står en luftmadras på et stativ uden for butikken, beretter Tommy.

- Så vil hun sgu stjæle den, og hun vil ha' mig til at hjælpe hende. Jeg står med poser og alt muligt, og de kan se det hele inde fra butikken. Jeg siger: "Hvis du vil dumme dig, bliver det altså uden mig". Så går jeg. Og butikken ringer selvfølgelig efter politiet.

- Er hun så kommet med på stationen?, spørger vi.

- Tror du ikke? Ellers ville hun vel være kommet. Efter snapsen.

- Det tror jeg også, griner Torben Pilely, for hvem historien er rettet. Torben er tilknyttet Projekt Udenfor, og med opsøgende gadearbejde forsøger han at gøre tilværelsen lidt bedre for byens voksende antal hjemløse. Hver uge tager han en rundtur på de københavnske gader og snakker med de hjemløse, og denne tirsdag er LO-Magasinet kommet med på slæb.

- Jeg siger dig, fortsætter Tommy, nogle gange er det et rent gedemarked hernede, siger han og ryster på hovedet, som om han dårligt kan tro sin egen historie. - Nogle gange må jeg bare grine, fortæller han.

Tommy lever på gaden og har sine ejendele i indkøbsvognen, der er proppet med plasticposer og udstyret med Nefa-lygte. Han er klædt i læderjakke og gode gummisko, men hans ansigt er oversået med størknede sårskorper. Stafylokokker, forklarer Torben Pilely senere. Da han spørger, hvor Tommy skal tilbringe natten, klapper Tommy på den ølsjattede stenbænk foran indgangen til stationen. De bliver enige om, at Torben vil kigge forbi senere med en sovepose.

- De hjemløse er blevet mere synlige i gadebilledet, forklarer Torben Pilely, da vi går videre. - Da jeg var dreng og gik med aviser, sov der ofte en bums på trappeafsatsen. Men i dag har os på den grønne gren buret os inde bag dørtelefoner og porte, siger han. 

Måske er det en del af forklaringen på, at dagens hjemløse er blevet mere pågående. Det er ikke længere dagens begivenhed at blive udsat for betleri på stationerne, og de færreste byboere tager efterhånden notits af posedamerne på varmeristene.

- Værdigheden er væk, siger Torben, mens vi bevæger os ned ad Strøget. Årsagerne til at folk lever på gaden er mange og brogede, men de fleste hjemløse har én ting til fælles. Et sted i deres historie gemmer der sig en personlig tragedie, der gav deres tilværelse en kæberasler og sendte dem på social rutsjetur.

- Et typisk eksempel er manden, der bliver skilt fra konen. Hun får børnene og lejligheden, og han tager på druk. Når så pengene er brugt, sover han lidt hos venner. Måske håber han stadig på, at hun skifter mening. Måske banker han hende - det hjælper ikke. Undervejs ryger jobbet. Og så havner han på et herberg, fortæller Torben Pilely. 

Myndighederne chikanerer 
De hjemløse er en broget flok. De har forskellige problemer og forskellige behov for hjælp. Der er posefolket, som ofte er sindssyge og meget svære at hjælpe væk fra gaden. Der er de unge sindssyge, der er gået fra behandlingen eller ikke kan bo i deres lejlighed, fordi de tror CIA og PET aflytter dem. Der er alkoholikerne, som før boede på herbergerne, men som nu oftere overnatter på gaden, fordi de ikke kan holde ud at bo med de sindssyge. Der er narkomanerne, som kører deres eget temporæs for at holde 'stof'-skiftet kørende. Der er enkelte teenagere, der holder til på Christiania eller Ungdomshuset. Der er de 'nye vagabonder', der har rævehale og barnevogn, men aldrig kommer uden for Valby Bakke. 

Og der er grønlænderne, som aldrig er blevet integrerede, men til gengæld har deres eget gadefællesskab, hvor de deles om penge og hash.

- Har én grønlænder fået lejlighed, har alle fået en lejlighed. Og så er der snart ingen grønlænder, der har lejlighed igen, som Torben Pilely udtrykker det.

På Kultorvet står netop en fuld grønlænder og knuger en påskebryg. Eller rettere Torben møder Ulrik, der bliver mindet om, at han har en aftale i morgen på socialkontoret. Det er noget med, at han gerne vil have et hævekort. 

Der er mange årsager til, at en person, som er havnet på herberg eller gaden, har svært ved at finde tilbage til en "normal" tilværelse.

Først og fremmest skal motivationen være der. Det hjælper ikke noget at skaffe en narkoman en lejlighed, hvis alle pengene forsat går til at skaffe stoffer. Men de sociale myndigheder er heller ikke gode nok til at møde de hjemløse, hvor de er. Set fra gadeplan kan indsatsen fra myndighedernes side til tider opfattes som lettere chikane.

- Mange steder fortæller de klienterne, at de skal have en adresse for at kunne få kontanthjælp, hvilket er forkert, fortæller Torben Pilely. - Hvis en person ikke kommer til en aftale og henter sin kontanthjælp, så tror de, at vedkommende ikke har brug for pengene og så stopper de måske for pengene, siger han.

Pilely mener, at sagsbehandlerne er overbebyrdede og derfor laver mange fejl. De har ikke tid til at sætte sig ind i disse menneskers komplicerede situation.

Pæn på overfladen
- De gange hvor det lykkedes at få en hjemløs væk fra gaden, er det ofte fordi det lykkedes at gøre en enkelt sagsbehandler interesseret i lige præcis den sag 

Et eksempel er aktivering. Ifølge loven skal folk på kontanthjælp aktiveres, men folk som Tommy eller Ulrik hører ikke hjemme i et kommunalt aktiveringsprojekt.

- Nå, du kan godt lide at være ude. Jamen, så kommer du i parkafdelingen, parodierer Torben Pilely: - Og der er gartneren jo ikke så glade for at give en alkoholiker farligt værktøj i hænderne, siger han. 

Vi er nået ned på Amagertorv, da Torben pludselig udbryder: - Ser nu man dér!

Den eneste i nærheden er en nydelig midaldrende mand. Med sine hvide lærredsbukser, lyserøde skjorte og mørkeblå striksweater ligner han en levemand, der er på vej hjem til villaen i Hellerup. I hånden holder han en elegant Kenzo-pose. Måske har han været ude at shoppe. Pludselig dykker han ned i en skraldespand og roder søgende rundt. Så går han videre, som om intet var hændt. 

Vi følger langsomt efter ham ned af Strøget, mens han siksakker målrettet fra affaldsspand til affaldsspand. Kun ved nøje eftersyn ser vi de små detaljer, der fortæller en anden historie. Det fedtede hår og de hvide sokker i de slidte lædersko. - Jeg har set ham tidligere. Jeg tror, han sover i Østre Anlæg. Hvis du ikke havde været med, havde jeg nok forsøgt at komme i kontakt med ham, fortæller Torben Pilely. 

Drøm om villa, vovse og Volvo 
Det er ikke altid til at udpege, hvem på Strøget, der er hjemløse. Tidligere, da vi sad på en bænk, kom en fyr og hilste på. Fjällräv-tasken og den nydelige grønne fleecetrøje signalerede skolelærer eller socialrådgiver. Måske en af Torben Pilelys kollegaer fra det sociale arbejde.

- Har du hørt, at jeg har fået ny lejlighed? Ude i Sydhavnen, fortalte han.

Da han er gået fortæller Torben, at fyren er hjemløs. Flere timer senere ser vi ham på Nørreport. Han ligner ikke én, der skal med toget.

Vi henter bilen og kører uden for byen. Det er blevet mørkt og bidende koldt. Bag Metaxtankstationen på Vasbygade er Ewald allerede gået til ro i en sovepose på en varmerist. Vi forstyrrer ikke, men besøger i stedet Kaj, der på den anden side af vejen har indrettet sig i en ramponeret Lada. Han sover også. Gennem ruderne, der er foret med plasticposer, kan man skimte en lille bylt.

- Det, de allesammen gerne vil have, er villa, vovse og Volvo. Der er ingen forskel på dem og os. De har bare nogle problemer, der besværliggør drømmen. F.eks. hvis de har en boliggæld, der gør, at boligselskaberne ikke vil have dem ind, siger Torben Pilely.

Han kender efterhånden til en del af byens gemmesteder. Her om sommeren bliver parkerne populære, men ellers finder de hjemløse logi for natten på mange steder, hvor mennesker med tag over hovedet sjældent ligger mærke til det. De steder, hvor folk ser, at en hjemløs holder til, bliver der tit lagt mad og tøj ud. Den venlighed ramte blandt andet den hjemløse mand, der meget symbolsk boede ved en varmerist lige overfor Porsche-forhandleren på Kalkbrænderihavnsgade. Venlige mennesker efterlod ofte så store mængder mad og gammelt tøj, at det blev et problem, og Torben måtte ringe til Renovationen, så de kunne fjerne skraldet, inden klagerne bredte sig.

Den hvide svensker
Som sidste stop runder vi Hovedbanegården. Her holder Torben øje med nye ansigter, der tigger eller opfører sig på en måde, der fortæller, at de er i mere permanent transit.

Her møder vi også Den Hvide Svensker. Bumsernes svar på Max von Sydow.

En ældre herre med hvidt skæg og høflige manerer. Han er klædt udelukkende i hvidt, hvide arbejdsbukser, hvid gummisejleranorak og hvid bøllehat. Det hele er imidlertid plettet og gråt af snavs. Halsåbningen på hans hvide sweater har en sort skorpe af skidt. En sødlig stank omgiver ham.

Torben kender manden fra tidligere. Han hører til det stigende antal svenskere, der smutter uden om det svenske velfærdssystem og til Danmark og de billige øller.

- Hvordan går det med benet? spørger Torben forsigtigt. Den Hvide Svensker forklarer, at benet nok har fået lidt for meget sol, og at han har gået meget i det gode vejr.

- Skal du ikke have en læge til at se på det?

- Nej, der findes ligesom ingen anledning. Det må tage den tid det tager, svarer han høfligt.

- Jeg spørger, fordi det lugter råddent. Der lugter af råddent kød.

- Jeg er et naturmenneske, det må tage den tid det tager, insisterer svenskeren og går derefter i gang med en større konspirationsteori, der involverer svenske banker og læger.

Torben prøver gennem flere indirekte spørgsmål at afdække, om manden er stukket af fra en svensk institution. Men svenskeren er ikke hjemløs, forklarer han.

- Jeg har en treværelses i Nyhavn... Og en femværelses på Strøget, lyder det på svensk.

Svenskeren afviser bestemt Torbens forslag om at blive kørt til en læge, der kan vaske såret. I den situation er der ikke meget andet at gøre end at tilkalde politiet til at undersøge, hvem manden er, og hvor han hører hjemme. Og så er det ellers blevet tid for Torben Pilely at køre hjem på kontoret for at få et par timers hårdt tiltrængt søvn. I morgen tidlig skal han rundt igen rundt på de københavnske gader. Denne gang med morgenkaffe til de hjemløse.